Hvordan undersøger man for arvelige øjensygdomme?
Øjenundersøgelsen foretages af en dyrlæge, der er medlem af Den Danske Dyrlægeforenings Panel af dyrlæger godkendt til at undersøge for arvelige øjensygdomme hos hunde og katte.
Hvorfor skal min hund øjenlyses?
For at sikre et godt resultat i bekæmpelsen af de arvelige øjensygdomme er det afgørende, at så mange hunde som muligt inden for den enkelte race bliver undersøgt. Mange arvelige øjensygdomme kan først diagnosticeres i en sen alder. Derfor er det vigtigt med undersøgelser mindst én gang årligt forud for en parring.
Opdrættere kan kun avle sygdomsfrie hunde, hvis de har den nødvendige viden om bl.a. arvelige øjensygdomme inden for deres race.
Hvordan foregår en øjenlysning?
Forud for undersøgelsen udfyldes en speciel europæisk øjenattest med ejers og hundens data, og attesten underskrives af ejer og dyrlæge. Undersøgelsen er uden ubehag for hunden og indledes med en drypning af øjnene med et middel, der udvider pupillerne. Undersøgelsen kan herefter foregå 20-30 minutter senere.
Dyrlægen belyser først hundens øjne med en lysstav eller transilluminator for at se, om der er større unormale forhold ved øjet og øjenlågene.
Efterfølgende undersøges med et biomikroskop/spaltelampe, der har en forstørrelse på 10-25 gange. Med dette mikroskop findes de mindste unormale forhold i øjenlågene, sygdomme i hornhinden, forreste øjenkammer, iris, linsen og den forreste del af glaslegemet.
Unormale forhold kan være distichiasis, manglende åbning til tårekanalen, cornea dystrofi, persisterende pupilmembran (PPM), cataract, PHTVL/PHPV eller sygelige forandringer i den forreste del af glaslegemet.
Ved hjælp af et indirekte ophthalmoskop og en linse holdt foran øjet, undersøges afsluttende nethinden og synsnervens indmunding i nethinden.
Ved denne del af undersøgelsen kan findes PRA, Retinal Dysplasi (RD), CEA, Nethindeløsning og andre unormale forhold i de bagerste afsnit af øjet.
Efter afsluttet undersøgelse får ejeren en attest og DKK, specialklubben og paneldyrlægen får en kopi. Attesten er i dag en europæisk attest på dansk/engelsk og er godkendt i mange europæiske lande.
Alle kan få oplyst resultatet af en øjenlysning, og flere specialklubber offentliggør løbende resultaterne i deres medlemsblade.
Hvilke sygdomme undersøges der for ved en øjenlysning ?
Der undersøges for en lang række sygdomme:
Persisterende Pupilmembran (PPM)
Persisterende Hyperplastisk Tunica Vasculosa Lentis/Primær Vitreus (PHTVL/PHPV)
Catarakt (medfødt)
Retinal Dysplasi (RD)
Hyoplasi af N. opticus/mikropapil
Collie Eye Anomaly (CEA)
Entropion/Trichiasis
Ektropion/Makroblefaron
Distichiasis/Ektopiske Cilier
Cornea Dystrofi
Cataract (ikke medfødt)
Linseluksation (primær)
Retinal Degeneration (PRA)
Hvad er resultatet af mere end 25 års bekæmpelse af de arvelige øjensygdomme?
De første øjenlysninger her i landet fandt sted i 1974, hvor undersøgelserne i de første år var koncentreret om Progressiv Retinal Atrofi (PRA) og Collie Eye Anomali (CEA).
I de følgende år tilsluttede flere og flere klubber sig bekæmpelsen, så der i dag undersøges ca. 3000 hunde om året.
Bekæmpelsen har betydet, at flere racer har fået udryddet blandt andet PRA og Arvelig Cataract (Grå Stær), medens der i andre racer kun findes et lille antal hunde med disse to alvorlige sygdomme.
Læs mere: www.oejendyrlaegen.dk